Det høje Himalaya

Næste del af vores trek bragte os dybere ind i Himalaya og nærme højdepunktet for vores trek - bjergpasset Renjo La og byen på den anden side, Gokyo.

Som vi bevægede os op ændrede landskabet sig markant. Fra de tætte og frodige skove, blev landskabet mere barskt og udpint. Nærmest goldt som en ørken. Trægrænsen er omkring 3500 meter og her i omkring 4000 meters højde er der kun små lave vækster. Sten og klipper er der derimod, så langt øjet rækker. Der bliver længere og længere imellem byerne og der er nærmest bare tale om små samlinger af gårde i stedet for egentlige landsbyer. De små bebyggelser ligger typisk i dalene, placeret på skråningerne ned mod en flod. Her har man adgang til vand samt den bedste beskyttelse mod vind og vejr, som de barske bjerge tillader.

Vejret blev mere klart på denne del af trekket. Skyerne og tågen lettede og vi begyndte endeligt at kunne se de høje hvide tinder, som vi så længe havde drømt om. Luften er kold og frisk, det prikker i halsen og lungerne er på overarbejde. Dels på grund af den kolde luft, men mest på grund af manglen på ilt. Vi havde dog ingen problemer med højden og følte os i rigtig god form. Men alligevel var der ofte brug for små hvil, så lungerne lige kunne nå at følge med igen ;o)

Turen fra Khumjung og op til Gokyo havde vi nærmest for os selv. Og jeg nød virkelig at kunne gå i mine egne tanker og bare nyde alle de indtryk som bjergene berigede os med til overflod. Vi var selvfølgelig ikke alene, men antallet af trekkere var meget minimalt og hver gang vi mødte andre gav det anledning til en god snak. Det bedste var, når vi mødte trekkere som var på vej den modsatte vej... Så kunne vi hver i sær fortælle om gode oplevelser som ventede os, på hver vores vej videre ;o) Det var noget som virkeligt kunne sætte forventningerne op i gear.

Typisk familie gård med traditionelt sten tag.  Pga. faren for sammenstyrtning ved jordskæl har de fleste skiftet til stål tag

De tre dage op til Gokyo var lige det Himalaya vi havde forestillet os hjemmefra... Golde landskaber, store panoramaudsigter og høje hvide tinder. Det hele lige for næsen af os, ja vi var lige her midt i det hele - Midt i en drøm.

Med undtagelse af familie og venner, som jeg ville ønske at kunne havde delt mine oplevelser med... Har det derhjemme aldrig været så langt væk og betydet så lidt. Alt den daglige negativitet som vi bliver bombarderet med i nyhederne var helt visket væk. Ikke at det ikke er vigtigt at følge med, men ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, har bare fyldt for meget af min hverdag. Så alle mine nyheds apps som blev afinstalleret fra min tlf inden rejsen, er aldrig kommet tilbage ;o) Her i de smukke og barske bjerge er en helt enorm ro som bare går helt ind under huden. Alt hvad man skal forholde sig til bliver pludselig meget basalt... Mad, drikke, søvn og oplevelser ;o) Hvad mere kan man egentlig ønske sig ;o)

Foto: Allan Wieck-Hansen

Men tilbage til trekket ;o) Den dag vi havde set frem mod med største forventning var uden tvivl dagen hvor vi skulle krydse det 5.340 meter høje Renjo pas. Det skulle efter sigende være den både smukkeste dag på trekket, men også den hårdeste. Og begge dele holdt stik, det var en helt fantastisk dag og nok det hårdeste jeg har oplevet.

Dagen startede før solopgang og bød på 12 km. vandring i hårdt terræn. Vi startede i 4.790 meters højde og i løbet af dagen nåede vi at gå 1.700 højde meter og 1.269 meter ned igen. Manglen på ilt kunne for alvor mærkes, men det der tog hårdest på mig var nok manglen på mad.

Opstigningen til passet RenjoLa, Foto: Allan Wieck-Hansen

De fysiske strabadser og højden satte en naturlig begrænsning på min appetit og det eneste jeg fik at spise fra min obligatoriske morgen havregrød og indtil toppen af passet var en Snickers. Det opfylder nok ikke den anbefalede kalorie indtagelse på sådan en dag og regningen kom da også. Den allersidste opstigning til passet kan jeg slet intet huske fra, her slog hjernen fra og kroppen tog over.

På toppen af Renjo La, tak til vores guide Pemba Tenzing for at betjene mit kamera og forevige øjeblikket på passet ;o)

Men disse strabadser gjorde bare oplevelsen og følelsen af at havde klaret en udfordring og nået et mål så meget større. Udsigten fra passet er uden tvivl fantastisk, men det er kun det halve af min oplevelse af at stå der. De følelser der går igennem kroppen er helt fantastiske, jeg havde det vel ligesom en champagne lige inden proppen sprænger ;o) Og jeg vil aldrig glemme den dag hvor jeg stod på passet med min kammerat Allan ;o)

Der var et pragtfuld skue fra passets 5340 meter

Efter et velfortjent hvil, lidt medbragt mad og selvfølgelig rigelig med foto-tid, måtte vi videre. Godt nok havde vi nået toppen, men foran os ventede stadig en lang vandring. Ned fra passet om på den anden side af søen til byen Gokyo.

Byen Gokyo kan lige skimtes på modsatte søbred

Det var en lang tur ned, men turen foregik nærmest i "gadedrenge-løb". Oppe i "skyerne" efter den gode oplevelse og med et større ilt niveau eftersom vi gik ned igen, gjorde bare resten af dagen til en leg.

Gokyo by

Gokyo er en lille by som udelukkende består på grund af trekking turisterne. Byen ligger flot placeret på bredden af Gokyo søen og med en enorm gletcher lige bag bakkekammen bag byen. Her er absolut intet at tage sig til, så Gokyo er kun et sted man overnatter inden den videre færd eller man tager en ekstra overnatning for at tage en dagstur ud langs de forskellige søer i området. Vi valgte dog at nøjes med en overnatning i Gokyo, for så næste dag at tage en lidt alternativ rute videre hjemover. 

Gokyo i forgrunden og bjergpasset Renjo La i horisonten bag søen

Denne rute bragte os langs gletcheren og et par af Gokyo søerne, men det kan du se og læse mere om i næste indlæg ;o) Håber I har nydt turen i det høje Himalaya ;o)

Læs om første del af trekket her